
Espergærde Bibliotek er kommunens næststørste bibliotek med afdelinger for voksne, unge og børn. Espergærde Bibliotek huser også den kommunale lydavis og et musikøvelokale.
Børnebiblioteket samarbejder tæt med lokalområdets børneinstitutioner og skoler omkring udstillinger, arrangementer og projekter. Navnlig har børnebiblioteket gennem årene været initiativtager til eller aktiv deltager i en række samarbejdsprojekter omkring børn, kunst og informationsteknologi.
Biblioteket har et udstrakt samarbejde med Espergærdeområdets kunst- og foreningsliv og en livlig udstillingsvirksomhed med værker af professionelle såvel som amatører.
Kunstnerisk udsmykning
Espergærde Bibliotek er omgivet af og rummer en række markante kunstværker.
Det mest iøjnefaldende er Kasper Heiberg´s skulptur fra 1983, som beboerne tidligt døbte ”Bogormen”. Skulpturen er opstillet langs bibliotekets sidefacade ud mod vejen og består af tre dele.
I bibliotekets gårdhave findes skulpturen ”Thor på fisketur med Midgårdsormen” af Gunnar Westman. Den blev skænket til biblioteket i forbindelse med indvielsen i 1982.
Ursula Munch-Petersen og Erik Hagens skabte i 1990 en vægdekoration til børneafdelingen i emaljerede metal fliser brudt af rustikke keramikfliser.
Åbningstider:
Bibliotekets officielle kalender findes HER!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar